Le Grand Hôtel du Markstein, der i efterkrigsårene (1914-1948) blev den førende skisportssted i Vogeserne, har en fascinerende historie. Det var takket være initiativet fra hr. Adolphe Schlumberger, en industrimand fra Guebwiller, at dette ambitiøse projekt blev realiseret.
Idéen var at bygge et luksushotel, det berømte Grand-Hôtel, samt et andet etablissement, Hôtel Belle-Vue, med det formål at tiltrække en velhavende kundekreds og konkurrere med verdensberømte paladshoteller som dem i Chamonix og St. Moritz i Schweiz.
Opførelsen af disse hoteller var en monumental opgave, udført med hakke og skovl i perioden 1927 til 1930. Disse steder blev ikoniske vartegn i regionen, der tilbød luksus og komfort til besøgende, som søgte at flygte til de smukke bjerglandskaber i Vogeserne.
Den begivenhedsrige historie for Grand Hôtel du Markstein fortsatte med dets opkøb af Caisse de Retraite d'Alsace-Lorraine, som drev det sporadisk. Senere blev hotellet besat af den tyske hær under Anden Verdenskrig. Efter krigens afslutning fusionerede Caisse de Retraite d'Alsace-Lorraine med SNCF, og hotellets drift blev omdannet til en koloni for lærlinge, men denne virksomhed blev ikke en succes, og hotellet blev igen forladt.
I 1950 blev der oprettet et skur kaldet ABRI i hotellets lokaler for at give turister mulighed for at spise. Denne drift viste sig dog ikke at være rentabel, og ABRI blev lukket i mange år. Omkring 1960 købte Association Tourisme et Travail, under CGT's ledelse, Grand Hôtel med det formål at skabe et populært feriested. På trods af en øget kapacitet på 300 senge gjorde de forældede faciliteter det vanskeligt at drive centret, som til sidst gik i forfald.
For at imødegå denne situation oprettede foreningen et SCI (Société Civile Immobilière) i samarbejde med flere virksomhedskomitéer, herunder nogle af national betydning som Air France. En ambitiøs moderniseringsplan blev sat i værk, inklusive opførelse af en indendørs swimmingpool. SCI's mål var at omdanne Grand Hôtel til et sted midt imellem et hotel og en ferieby med 375 senge, komfortable værelser, en restaurant, en bar samt lokaler til underholdning, konferencer og afslapning, plus en langrends-skiskole.
Efter indvielsen i maj 1972 oplevede feriebyen LES CRETES et blomstrende årti med et ungt og dynamisk team og en regional ledelse, der integrerede byen i en økologisk og social kontekst. Mellem 1973 og 1985 modtog hotellet årligt mellem 800 og 1000 unge og pensionister, men driften var desværre underskudsgivende.
Flere faktorer bidrog til denne situation, herunder forsikringsselskabernes manglende vilje til at fortsætte investeringerne og offentlighedens faldende interesse for socialturisme. Derudover blev der begået ledelsesfejl, især med tabet af CGT's opbakning, som var hovedleverandør til TOURISME ET TRAVAIL, der blev omdannet til TOURISTA, en virksomhed ledet af en administrerende direktør.
På trods af fuld belægning i juli-august 1987 blev de nødvendige investeringer for at bringe stedet op til sikkerhedsstandarder ikke gennemført, hvilket førte til, at den regionale sikkerhedskommission besluttede at lukke LES CRETES den 19. juni 1994.
Genoplivningsprojektet, som krævede betydelige investeringer fra offentlige myndigheder og medejerne, lykkedes desværre ikke. Som følge heraf blev hotellet opkøbt af en ejendomsudvikler fra Mulhouse, der planlægger at omdanne det til ferielejligheder.
