Le Grand Hôtel du Markstein, som i efterkrigsårene (1914-1948) blev den første skisportssted i Vogeserne, har en fascinerende historie. Det er takket være initiativet fra hr. Adolphe Schlumberger, en industrimand fra Guebwiller, at dette ambitiøse projekt blev til virkelighed.
Idéen var at bygge et hotel i høj klasse, det berømte Grand-Hôtel, samt et andet sted, Hôtel Belle-Vue, med det formål at tiltrække en velhavende kundekreds og konkurrere med verdensberømte paladshoteller som dem i Chamonix og St. Moritz i Schweiz.
Opførelsen af disse hoteller var en monumental opgave, udført med hakke og skovl over en periode fra 1927 til 1930. Disse steder blev ikoniske pejlemærker i området, der tilbød luksus og komfort til besøgende, som søgte tilflugt i Vogesernes smukke bjerglandskaber.
Den omskiftelige historie for Grand Hôtel du Markstein fortsætter med dets opkøb af Pensionskassen for Alsace-Lorraine, som drev det sporadisk. Senere blev hotellet besat af den tyske hær under Anden Verdenskrig. Efter krigens afslutning fusionerede Pensionskassen for Alsace-Lorraine med SNCF, og driften af hotellet blev omdannet til en lærlingekoloni, men denne virksomhed blev ikke en succes, og hotellet blev igen forladt.
I 1950 blev der oprettet et skur kaldet ABRI i hotellets lokaler for at give turister mulighed for at spise. Denne drift viste sig dog ikke at være rentabel, og ABRI blev lukket i mange år. Omkring 1960 købte Foreningen Turisme og Arbejde, under CGT’s ledelse, Grand Hôtel med det formål at skabe et Folkeferiecenter. På trods af en udvidelse til 300 senge gjorde de forældede faciliteter det vanskeligt at drive centret, som til sidst gik i forfald.
Som svar på denne situation oprettede foreningen et ejendomsselskab (SCI) i samarbejde med flere virksomheders arbejdsmiljøudvalg, hvoraf nogle var af national betydning, såsom Air France. En ambitiøs moderniseringsplan blev sat i værk, herunder opførelse af en indendørs svømmehal. SCI’s mål var at omdanne Grand Hôtel til et sted midt imellem et hotel og en ferieby med 375 senge, komfortable værelser, en restaurant, en bar samt lokaler til underholdning, møder og afslapning, plus en skole for langrend.
Efter indvielsen i maj 1972 oplevede Feriebyen LES CRETES et blomstrende årti med et ungt og dynamisk hold og en regional ledelse, der integrerede byen i en økologisk og social sammenhæng. Mellem 1973 og 1985 tog hotellet hvert år imod mellem 800 og 1000 unge og pensionister, men desværre var driften underskudsgivende.
Flere faktorer bidrog til denne situation, blandt andet svigt fra forsikringsselskaberne til at fortsætte investeringerne og offentlighedens faldende interesse for socialturisme. Derudover blev der begået ledelsesfejl, især med tabet af CGT’s opbakning, som var hovedleverandør til TURISME OG ARBEJDE, der blev omdannet til TOURISTA, en virksomhed ledet af en direktør.
På trods af fuld belægning i juli-august 1987 blev de nødvendige investeringer for at bringe stedet op til sikkerhedsstandarder ikke gennemført, hvilket førte til, at den regionale sikkerhedskommission besluttede at lukke LES CRETES den 19. juni 1994.
Genoplivningsprojektet, som krævede store investeringer fra offentlige myndigheder og medejer, lykkedes desværre ikke. Som følge heraf blev hotellet opkøbt af en ejendomsudvikler fra Mulhouse, som planlægger at omdanne det til ferielejligheder.
